5 marts 2026

Nordjyllands IT-serviceorganisation rykker frem i fællesskab

I foråret 2023 indledte de 11 nordjyske kommuners IT-chefer drøftelser om et tættere samarbejde. Samarbejdet kom i stand på eget initiativ blandt IT- og digitaliseringscheferne i regionen.

NorDig, som det nordjyske samarbejde hedder i dag, har været i gang i et stykke tid. Dels med planlægning dels med indsamling om deres nuværende platform blandt de 11 kommuner. Alle IT-teknikere og chefer var samlet til et opstartsmøde i november 2024.
IT- og digitaliseringscheferne i regionen mødes jævnligt for at drøfte forløbet og opgaverne i Økonomiaftale 26 (ØA26) om opgavesnit, selskabsform, principielle beslutninger om retning for samarbejdet. Der er planlagt og indkaldt til møder i 2026.
Desuden har kommunaldirektørerne i regionen etableret en styregruppe vedrørende ØA26.
”Som du kan se af tidspunkterne, har vi samarbejdet gennem et par år i Nordjylland ad frivillighedens vej, med det formål at løse udfordringer i fællesskab på især to områder. Dels på sikkerhedsområdet dels på rekruttering af nye medarbejdere,” siger IT-chef Kim Schaarup, Hjørring Kommune. 
Da Finansminister Nikolaj Wammen og KL i 2025 forhandlede Økonomiaftalen for 2026 på plads og med oprettelsen af de fire-fem regionale IT-serviceorganisationer, som et middel til at styrke Cybersikkkerhed, blev drøftelserne om servere og netværksinfrastruktur i hele regionen mere relevante.
”Vi må sige den beslutning har blot sat endnu mere strøm på samarbejdet i Nordjylland. Nu er det ikke længere frivilligt samarbejde, det er en bunden opgave om at nå i mål og klar til fælles drift ved udgangen af 2027,” siger Kim Schaarup. 
Der er etableret et sekretariat i NorDig med nu to medarbejdere i det fælles sekretariat, en programleder samt en infrastruktur arkitekt. Der bliver ansat yderligere to medarbejdere, en Contract Manager samt en sikkerhedsekspert/jurist. Alle er indtil videre organisatorisk ansat og placeret ved Aalborg kommune.

Det er kommissoriet, der driver samarbejdet i Nordjylland. Der er ikke stiftet en forening, et selskab eller en speciel model for samarbejdet. Det er startet frivilligt, men Økonomiaftalen for 2026 har gjort, at samarbejdet er blevet mere forpligtende.
Parallelt med Økonomiaftale 26 har NorDig en ambition om yderligere samarbejde i regionen. Samarbejdet er allerede etableret vedrørende NIS2, hvor der er oprettet arbejdsgrupper på tværs af kommunerne. Desuden er der en musketér-ed blandt kommunerne, hvor har alle forpligtet sig til at enten spørge eller orientere de øvrige hvis man står overfor en større IT-investering.

Fakta:
Region Nordjylland består af følgende11 kommuner:
Aalborg, Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted, Vesthimmerland 

Af Flemming Kjærsdam