Aarhus Kommune har sammen med KL, Digitaliseringsstyrelsen, Københavns Universitet og OS2-fællesskabet vundet en EU-kontrakt på 100 mio. kr. i samarbejde med Holland, Belgien og Luxembourg. EU-kontrakten omfatter udviklingen af en fælleseuropæisk AI-løsning, der bygger på Open Source, til offentlige myndigheder via EU-programmet Digital Europe.
Det er Digitaliseringsstyrelsen i Holland, der er koordinator for hele projektet, og Aarhus Kommune med ITK-chef Bo Fristed i spidsen har ansvaret for den danske del af EU-projektet. For en uges tid siden fortalte KITA om OS2ai, der på fem måneder har fået tilslutning fra 45 danske kommuner og tre regioner. Præcis denne løsning bliver nu løftet ind i EU sammen med en tilsvarende hollandsk løsning, og de to løsninger bliver en vigtig del af Open Source udviklingen inden for AI i EU.
“Holland har en tilsvarende løsning som OS2ai og de er begge udviklet efter de samme tekniske principper. Så det vil være muligt at dele funktioner på tværs af landene”. Han sammenligner det med, når man rejser rundt i Verden med sin mobiltelefon og skal oplade den, så er stikkontakterne ikke ens. Derfor er man nødt til at bruge adapter eller købe en ny oplader. ”Ved at arbejde med interoperabilitet, som vi gør i projektet, laver vi alle stikkontakterne ens,” siger Bo Fristed.
EU har en forordning for interoperabilitet, og den skal opfyldes af de tekniske løsninger, som skal køre på driftsplatformene. Målsætningen er, at de funktioner, som bliver bygget i Luxembourg, Holland, Belgien og i Danmark, skal kunne virke på begge platforme,” siger Bo Fristed.
Projektet, som EU-Kommissionen har tildelt partnerne, hedder Europai.
Finansieringen
Et vilkår ved de teknologiske EU-projekter under EU-Kommissionen er, at projektejerne lægger halvdelen af budgettet. Det vil sige, at samarbejdspartnerne lægger i alt 50 mio. kr. Og EU-Kommissionen lægger den anden halvdel.
Da det danske konsortium står for 1/6 af projektet, har de skullet medfinansiere 8 mio. kr. De penge er dels kommet ved at OS2ai har modtaget midler som storskalaprojekt inden for AI og et tilsvarende beløb fra Digitaliseringsstyrelsens tilskudsfond.
“Vi skal i vores videre samarbejde med de andre lande definere de usecases, som de enkelte lande skal udvikle funktioner inden for. Landene, som er med i projektet, udvikler løsninger inden for områder, som er mest efterspurgte i deres hjemland. Da vi kan dele funktioner via vores to driftsplatforme på tværs af landegrænser, får vi udviklet meget software for få penge,” siger Bo Fristed.
“Det er et europæisk digitalt suverænitetsprojekt, hvor vi gerne vil løsne os fra amerikanske Big Tech løsninger. Der er ingen grund til at offentligt ansatte i Europa skal bruge amerikansk software, hvis vores løsninger er gode og konkurrencedygtige. Vores platform i Danmark bliver drevet i et lukket miljø for hver enkelt myndighed. Der er ingen opkobling til internet eller snitflader til eksterne. Vi træner heller ikke sprogmodellerne på data som promptes ind i løsningen. Det er den enkelte myndigheds data som medarbejderne har adgang til. Så det er helt anderledes end i USA, og det har EU-Kommissionen belønnet os for ved at tildele os dette projekt”.
“Det er meget stort, at vi sammen med Holland og Belgien og Luxembourg – små og mellemstore nationer - har vundet den strategiske aftale i EU. Det, der er kernen i den danske og hollandske løsning er, at brugergrænsefladen er adskilt fra sprogmodellen. Det vil sige, vi kan udskifte og endda bruge flere forskellige sprogmodeller, uden at skulle ændre løsningen,” siger Bo Fristed.
Af Flemming Kjærsdam