Tre frekvensauktioner i selvstændig delaftale

Tre frekvensauktioner i selvstændig delaftale

De tre frekvensauktioner på mobilområdet bliver nu tilsyneladende udskilt i en selvstændig delaftale under
et nyt teleforlig.

Helt centralt i regeringens nye teleforlig står de tre frekvensauktioner på mobilområdet – 700 MHz, 900 MHz og 2300 MHz auktionerne – der kommer som perler på en snor. Udbuddene sættes i gang efter sommerferien og måske bliver alle tre gennemført i indeværende år. 

En af de store knaster op til det nye teleforlig har netop været disse tre frekvensauktioner. Derfor bliver de skilt ud i en selvstændig delaftale. Uenigheden mellem interessenterne har været til at tage og føle på. Derudover har politikerne også været indbyrdes uenige.

Kit-Magasinet erfarer, at der har været bred enighed om, at der skal færre indtægter til statskassen ved fremtidige frekvensauktioner mod at der efterspørges bedre dækning. Men at der har været uenighed om, hvordan indtægterne fra frekvensauktionerne skal bruges. Om de fortsat skal trille ind i statskassen eller om de skal bruges til at sikre bedre mobildækning i yderområder – altså geninvesteres i teleområdet.