Staten henter penge på frekvensauktioner og Danmarks digitale infrastruktur topper i EU

Staten henter penge på frekvensauktioner og Danmarks digitale infrastruktur topper i EU

Kit-Magasinet har i samarbejde med Teleindustrien haft gang i lommeregneren og kommet frem til, at staten har tjent næsten 10 mia. kr. på frekvensauktioner inden for mobilområdet.
”Vi er i nærheden af 10 mia. kr. Det er vanvittigt mange penge, som teleselskaberne har indbetalt til statskassen uden at pengene er kommet tilbage på området, f.eks. til forskning eller opbygning af bedre digital dækning,” siger direktør Jakob Willer, Teleindustrien.
Danmarks digitale infrastruktur topper i EU-Kommissionens nyeste index inden for ”connectivity”.
Det vil sige, at Danmark ligger nummer et ud af 28 europæiske lande. Selv om der stadig er 142.000 ejendomme i landdistrikterne, som har en utidssvarende bredbåndsforbindelse og der også er mobilhuller rundt omkring i det danske land, kan vi trøste os med, at det er bedre, end i de andre lande.
Der bliver investeret på livet løs i at grave fiber ned i den danske muld. De 15 forbrugerejede energiselskaber investerer 2 mia. kr. om året på fiberforbindelser, og TDC er kommet med ind i kampen og investerer i underkanten af 1 mia. kr. i 2019. Disse investeringer i fiber og frekvensauktionerne sender den danske digitale infrastruktur op i verdenseliten.