Staten henter 2,2 mia. kr. på fremtidens mobilfrekvenser

Staten henter 2,2 mia. kr. på fremtidens mobilfrekvenser

Fire teleselskaber har betalt 2,2 mia. kr. for at få retten til at bruge en række nye frekvenser til at udvide mobildækningen i Danmark. I alt 19.000 adresser, 212 steder i landet, får nu bedre mobildækning. Implementeringen skal være i mål senest i april 2022. Pengene, som de fire teleselskaber har betalt, ryger direkte i statskassen.
Statskassen fortsætter med at hente mia. af kroner ind på frekvensauktioner. Staten har hentet 2,2 mia. kr. på en ny auktion. Ifølge direktør Jakob Willer, Teleindustrien, er det ”et afsindigt højt beløb at trække ud af kredsløbet”.
Energi- Forsynings- og Klimaministeriet afsluttede sin budrunde på 700 MHz, 900 MHz og 2300 MHz mobilfrekvenser i marts måned med en indtægt på 2,2 mia. kr. i statskassen. Frekvensauktionen giver de fire teleselskaber ret til at bruge frekvenserne 15-20 år frem. Frekvenserne kan bl.a. bruges til de kommende 5G netværk. 
TDC, som er landets største teleselskab, skal betale 1,6 mia. kr., mens 3 lægger 485 mio. kr. og Telenor/Telia, som driver det fælles TT-mobilnet i Danmark, skal betale 107 mio. kr. Telenor/Telia har valgt kun at byde på to af de udbudte frekvenser, 700 MHz og 900 MHz, fordi selskaberne mener at have kapacitet og dækning nok i deres nuværende netværk.
Auktionen var opdelt i 20 frekvensblokke (se skema red.) i 700-, 900- og 2300-MHz-frekvensbåndet. TDC har vundet 14 af blokkene, som er det maksimale antalTDC kan anskaffe.
 
Fokus på dækning
I foråret 2017 sagde teleminister Lars Chr. Lilleholt (V): ”Når vi udbyder mobilfrekvenser fremover, stiller vi krav om dækning. Og netop dét er det vigtigste. Der skal være større fokus på en bedre dækning frem for, hvad det giver i indtægt”.
Både telebranchen og en række erhvervsorganisationer har tidligere klaget over, at statens frekvensauktioner tager penge fra teleselskaberne til udbygning af telenettene. Frekvenserne, som teleselskaberne betaler for at bruge, indeholder ingen udbygning af telenettene. Der har i mere end 20 år været en politisk diskussion om, hvorvidt pengene, som staten indkasserer ved auktioner skulle øremærkes teleområdet, så både teleselskabernes kunder og teleselskaberne ville få glæde af dem. Men heller ikke denne gang lykkedes det. Pengene havner stadig i statskassen og er uden for rækkevidde. Det er alene politikerne, der bestemmer, hvilke huller der skal lukkes med disse penge.
Direktør Jakob Willer, Teleindustrien: ”Den ambition, som ministeren gav udtryk for dengang, om mere fokus på dækning frem for indtægter, er kun delvist lykkedes. Sagen er, at der er kommet 2,2 mia. kr. ind på mobilfrekvenser, og det synes vi er et afsindigt højt beløb. Grundlæggende vil teleselskaberne hellere bruge disse mange penge til at bygge infrastruktur med. Det er et meget stort beløb at trække ud af kredsløbet.”
”Den anden ting er, at det ikke lykkedes at afsætte en del af dækningskravene på 2300 MHz. Vi advarede mod de dækningskrav, da vi syntes de var for skrappe. Det var krav om høje hastigheder på yderligt placerede adresser. Der skal være en sammenhæng mellem de hastighedskrav man stiller, markedet og det, der er teknologisk muligt. Da skulle man have lyttet mere til Teleindustrien. Resultatet er, at  2300 MHz frekvenserne stort set ikke er blevet afsat,” siger Jakob Willer.   

Fra TV til mobil
Frekvensen på 700 MHz har ikke hidtil været brugt til mobiltelefoni og mobildata, men har været brugt til tv-signaler (boxerfrekvensen red). De nye licenser gælder i 20 år til 700 MHz og 15 år til 900 MHz, oplyser Telia, som sammen med Telenor siger, at de har det bedst udbyggede mobilnet i Danmark med 4.300 maste- og antennepositioner.
 
TDC oplyser, at selskabet frem mod 2030 betaler i alt 1,6 milliarder kroner til staten for frekvenser. Ingen af selskaberne har valgt at kommentere beløbsstørrelsen i deres første udmeldinger, hvor de alle blot udtrykker tilfredshed med at have skaffet sig, hvad de har brug for i deres fortsatte udbygning.
 
 
 
 
Energistyrelsen opsummerer auktionen på følgende måde:
-Auktionen har givet en balanceret fordeling af 900 MHz-frekvensbåndet.
-Alle selskaberne har vundet frekvenser i 700 MHz-frekvensbåndet.
-Det primære dækningskrav (212 områder) er blevet afsat, og alle selskaberne har påtaget sig en del heraf.
 
Om dækningskravet i 700 MHz- og 900 MHz-frekvensbåndene
-Der er stillet dækningskrav i 212 udvalgte områder, der giver adgang til hastigheder på mindst 30 Mbit/s download og 3 Mbit/s upload samt taledækning.
-De 212 områder fordeler sig over ca. 2.700 km2, hvilket svarer til seks pct. af Danmarks samlede areal.
-Der er ca. 19.000 boliger, virksomheder og sommerhuse i de 212 områder, som vil opleve forbedret dækning som følge af auktionens resultat.
-Dækningskravene skal senest være opfyldt i april 2022.
 
 
 
TDC skifter over til Ericsson:
 
Det bliver svenske Ericsson og ikke kinesiske Huawei, som skal udbygge TDCs net, og som skal erobre 5G-mobilmarkedet herhjemme og levere lynhurtige mobildataforbindelser til hele Danmark senest i slutningen af 2020.
Ericsson er igen hovedleverandør til TDC, som svenskerne var det frem til 2014, da Huawei overtog en seksårig aftale til 4 mia. kr. TDCs nye aftale med Ericsson løber til udgangen af 2023, og svenskerne skal ud over at bygge 5G-nettet også vedligeholde og udbygge det nuværende 4G-mobilnet, som Huawei de seneste år har stået for.