Ny iværksættervirksomhed bruger blockchain til organisationsdata

Ny iværksættervirksomhed bruger blockchain til organisationsdata

En ny iværksættervirksomhed, Reflective, med fire ejere har set dagens lys. Virksomheden vil gøre det nemmere at opdatere organisationsdata ved hjælp af blockchain-teknologi. En af stifterne er Jes Rønnow Lungskov, der har været formand for strategi- og arkitekturudvalget i SBSYS og tidligere enterprisearkitekt i Vejle Kommune.
En ny iværksættervirksomhed, Reflective, med fire ejere har set dagens lys. Virksomheden vil gøre det nemmere at opdatere organisationsdata ved hjælp af blockchain-teknologi. En af stifterne er Jes Rønnow Lungskov, der har været formand for strategi- og arkitekturudvalget i SBSYS og tidligere enterprisearkitekt i Vejle Kommune.
Reflective vil levere et organisationssystem, som er let at vedligeholde, og som kan integreres med lokale, såvel som monopolbrudssystemer. Det skal sikre, at organisationsdata er valide og kan udstilles til brug i andre systemer, f.eks. Active Directory, KOMBIT-systemerne eller visning på det lokale intranet.
”Vi vil integrere det hele meget tættere. Vi vil tage organisationens data og udnytte dem lokalt. Når vi ved, hvem der er leder i organisationen, og vi ved hvem der er systemejer, kan vi udnytte disse data i arbejdsgangene, så vi kan håndtere organisationsændringer simpelt. Vi har en platform med blockchain, som vi bygger systemet ovenpå. Den er ikke i sig selv Open Source, men moduler på den kan være det”.
”Hvis en kommune har lavet en god arbejdsgang om vedligeholdelse af organisationsændringer, hvordan deler kommunen så den med de andre forvaltninger og med andre kommuner? Det er i øjeblikket tungt at gøre. Vi vil gøre det nemmere at dele data. Vi bruger blockchain-teknologi, der kort fortalt organiserer data i kæder, som kan deles. Herved bliver det nemmere at samarbejde og dele data,” siger Jes Rønnow Lungskov.
Virksomhedens mål er at tage hånd om et emne, som oftest bliver overset—nemlig arbejdsgangene uden om et organisationssystem, som sikrer at data om brugere, roller og organisationen bliver holdt opdateret. Hvis en kommune har mange forskellige systemer, bliver vedligeholdelsesopgaverne så meget desto større.
”Vi ved, at alle organisationer er forskellige, og derfor er der bygget et generelt workflowsystem ind i organisationskomponenten, sammen med et formularsystem, som kan tilpasses og udvikles til den enkelte kommune. Ved at bruge blockchain får kommunen kontrol med egne data, samtidig med at processer, funktionalitet og data umiddelbart kan deles med nabokommunen. Vi fokuserer også på samarbejde mellem leverandører, hvorfor det er muligt for andre leverandører at bygge moduler på platformen. Vi har allerede aftale med én anden leverandør om dette.” siger Jes Rønnow Lungskov.
To andre medejere i Reflective kommer som tidligere stiftere af Axapoint, der udviklede
organisationskomponenten APOS2, som blev opkøbt af KMD. Det er Michael Brendborg Nielsen og Kenneth Holm Seelig. Den fjerde medejer er Rasmus Borgsmidt, som senest har arbejdet med udvikling af Støttesystemer for KMD.