Newton klasseværelse i Hvidovre styrker 2500 elevers STEM- kompetencer

Newton klasseværelse i Hvidovre styrker 2500 elevers STEM- kompetencer

Danmarks første og hidtil eneste Newtonroom ligger på Risbjergskolen i Hvidovre Kommune og er et samarbejde mellem kommunens ni skoler, som sender 2500 elever afsted til undervisning i naturfag. Risbjergskolens Newtonroom er et OPP (Offentligt-Privat Partnerskab) og muliggjort med en donation fra flyselskabet Boeing på over 2 mio. kr.
Newton klasseværelset i Hvidovre blev indviet i 2015 og har siden været flittigt brugt af elever på mellemtrinnet og i udskoling. 2500 elever fra de ni skoler modtager undervisning her og får styrket deres STEM-kompetencer.
Rummet dækker et areal på mere end 200 kvadratmeter svarende til to-tre almindelige klasselokaler. Der udbydes to-dages moduler om henholdsvis robotter og vedvarende energi, fossile brændstoffer og elektricitet. Begge moduler opfylder Undervisningsministeriets Fælles Forenklede Mål og kvalificerer dermed eleverne til den danske fælles faglige naturfagsprøve. Rummets lærere er specielt efteruddannede til at undervise efter konceptet.
Hvidovre Kommunes Newtonroom har kostet i alt 3 mio. kr., hvoraf Boeing har betalt 75 pct. og Hvidovre Kommune har investeret 750.000 kr. Den daglige drift finansieres med 3000 kr. per dag, som det koster kommunens skoler at låne rummet inklusiv lærer. Rummet er lejet ud over 100 dage om året og interessen for at bruge det er stigende.
”Vores dagspris for en spændende dag med naturvidenskab ligger godt i forhold til det, skoler skal betale andre steder. Hos os får læreren både optaktsmateriale og opfølgende materiale, så oplevelsen bliver godt forankret. Vi er stolte af at lægge hus til Newtonroomet og synes, det er godt udtryk for et skolevæsen, som løfter i flok,” siger skoleleder Rene Rasmussen Sjøholm.
 
Flere med STEM-kompetencer
Teknologipagten, som er nedsat af regeringen, har som mål at uddanne 10.000 flere i løbet af 10 år inden for de såkaldte STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering og Matematics red.). Det er præcis STEM-kompetencerne, der bliver bygget op gennem undervisningen i naturvidenskab i Newton klasseværelset.
”Det er rigtig sjovt at være her i rummet. Det er spændende at programmere og bruge matematik på den her måde. Hvis en af mine veninder ville arbejde med robotter som voksen, synes jeg, det ville være rigtigt sejt,” siger Freja Mosander på 12 år. Hun sidder iført hvid kittel og bakser med en lille robot med hjul i Hvidovres Newtonroom, et tidligere kælderrum, som nu er indrettet med robotbaner, dampmaskiner, stærke farver og lyddæmpende skillevægge. Eleverne myldrer optaget rundt iført hvide kitler, som bruges for at fastholde fokus og en videnskabelig stemning.
Naturfagslærer Hinna Ahmed leder et team af fem opkvalificerede lærere, som står for den daglige koordinering af de 2500 elever, der årligt bruger Newton klasseværelset.
”Jeg er overbevist om, at kombinationen af velfungerende grej og engagerede lærere kan gøre udslaget, så lille Fatima eller Magnus en dag vælger at gå videre ad den tekniske eller naturvidenskabelige vej. Børnene er vilde med at være her. Det er den begejstring, vi prøver at så frø i,” fortæller hun.
Newton konceptet er udviklet siden 2003 af den norske organisation FIRST Scandinavia, som også arrangerer de populære robotkonkurrencer FIRST LEGO League i hele Skandinavien. Hvert år aktiverer konkurrencen 380.000 unge over hele verden, og alene i Danmark deltog ca. 5.000 børn og unge i 2017.
FIRST Scandinavia har ansat roboteksperten Bjarke Falk Nielsen som dansk landechef. Han har ansvar for at rulle Newton klasseværelse konceptet ud i Danmark ved at indgå aftaler med kommunerne.
”Jeg vil gerne skabe interesse for naturvidenskab, matematik og teknik i hvert eneste danske barn. Ved at få tændt gnisten allerede i en ung alder bliver de motiveret for at være med til at skabe fremtidens samfund. Der er masser af vigtige ting, som skal opfindes med de udfordringer, vi står overfor. Samtidig leder disse her fag til drønspændende jobs i hastigt voksende klynger, som råber efter kapacitet, som for eksempel Danmarks globalt anerkendte robotindustri. Derfor skal vi rulle dette Newtonroom-koncept ud i Danmark,” siger han.
Det er ikke kun i Danmark, der er interesse for konceptet. Lignende rum er under opbygning flere steder i Tyskland og Skotland.
 
 
FAKTA
Det norske koncept har i alt 32 undervisningspakker. Lærerteamet fra Risbjergskolen er så optaget af konceptet, at de er i gang med at supplere det norske undervisningsmateriale med et nyt modul om energi og affald. Modulet skal tilpasses norske læreplaner, ligesom det norske materiale er oversat og bearbejdet til danske forhold.