Leder: De digitale kompetencer er en mangelvare

Leder: De digitale kompetencer er en mangelvare

Den digitale ambition i det offentlige har været med til at sætte barren højt. Det betyder, at Danmark i dag er det mest digitaliserede land i EU og et af de mest digitaliserede lande i verden. Senest er Danmark i FN’s ”E-government survey 2018” blevet kåret som nummer et i verden i at tilbyde offentlige services og information gennem internettet.
Der har været en lang række digitaliseringsundersøgelser gennem årene, sædvanligvis med gode placeringer for det lille land mod nord.
Men der er også skyer i horisonten. I denne udgave af Kit-Magasinet er der en række artikler, som handler om STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering, Mathematics) og digitale kompetencer. Dem kan vi godt bruge nogle flere af. De er en mangelvare.
En række forskellige aktører advarer om dette. Med god grund. Regeringens fremskrivninger viser, at Danmark i 2030 vil mangle 19.000 STEM-uddannede og it-specialister. Det fremgår af materiale fra Teknologipagten. Teknologipagten har som målsætning at skaffe 10.000 ekstra digitale specialister frem mod 2030 for at undgå disse flaskehalse.
IT-universitetets rektor Mads Tofte, som er medlem af Teknologipagtrådet, fortæller, at ”vi er en nation af it-brugere, men hvis vi ønsker økonomisk vækst fremover, er vi nødt til at uddanne flere højtuddannede it-specialister. Vi er nødt til at løfte os til det næste niveau”. Forstået sådan at vi skal løfte de digitale kompetencer, så vi ikke nøjes med at bruge teknologien, men at vi forstår den og derfor ved, hvordan vi kan skabe værdi med den.
Allerede nu koster de manglende it-specialister i Danmark vækst i virksomhederne, siger han.
 
Kommunerne mangler også
Kommunerne står med tilsvarende problemer. En kommunal it-chef siger, at det er rigtig svært at skaffe de rette it-specialister. Han er gået med i et digitalt samarbejde, og det har banet vejen for flere digitale kompetencer ved at kunne deles om ”specialisterne” med andre kommuner. ”Det er bare vigtigt i ethvert digitalt samarbejde at aftale betingelserne for at udlåne og udleje kompetencer til hinanden”.
En anden digitaliseringsenhed, der samarbejder med en række kommuner, har i et OS2-projekt ansat en fælles projektleder til leverandørstyring. Den tætte leverandørstyring er nødvendig i dette projekt. Det er nyt for mange kommuner. Derfor har det fælles samarbejde valgt at ansætte en projektleder med de kompetencer.
Så kommunerne kan pulje sammen om at få fat i de kompetencer, der er nødvendige og som små og mellemstore kommuner ikke selv kan tiltrække.     
Dermed er det positivt, at kommunerne kan gøre noget ved en aktuel problemstilling, ved at samarbejde om at løse den. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at se endnu flere samarbejder i fremtiden.
Faktisk er det ikke ”bare” it-afdelingerne i kommunerne, som mangler medarbejdere med digitale kompetencer. Selvom vi har en rigtig flot placering på FN’s liste så er der et stigende behov for afklaring og udvikling af danskernes mere generelle digitale kompetencer, hvis vi skal bevare placeringen og fortsætte med at udnytte de digitale muligheder - og ikke skabe et B-hold. Mon ikke mange af os husker pc-kørekortet. Det gjorde en kæmpe forskel. Jeg tror der er et behov for et nutidigt ”IT-kørekort”, som kan understøtte livslang læring for alle borgere og løfte IT-færdighederne bredt.