KMD solgt for 8 mia. kr. til japanske NEC

KMD solgt for 8 mia. kr. til japanske NEC

KMD er solgt for 8 mia. kr. til det japanske selskab NEC. Det er tredje gang inden for 10 år, at KMD bliver solgt. Første gang i 2009 blev KMD solgt til den svenske kapitalfond EQT/ATP for 2 mia. kr. KMD er med andre ord blevet fire gange mere værd i løbet af 10 år. Kit-Magasinet har interviewet KMD’s adm. dir. Eva Berneke om den rejse, selskabet har været på, og hvad det er for en virksomhed NEC nu køber.
Da den daværende erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) i 2005 pålagde KL - som ejere af KMD - at sætte det kommunalt ejede it-selskab til salg, varede det knapt fire år før virksomheden blev solgt for 2 mia. kr. til kapitalfonden EQT/ATP. Dengang skete opkøbet med en erklæring om fra den svenske kapitalfond, at den vil søge at sælge KMD videre inden for tre til syv år. Når kapitalfonde siger sådan, mener de, at virksomheden skal sælges videre til en højere pris end det de købte den for.
I 2012 solgte EQT/ATP KMD videre til den amerikanske kapitalfond Advent/Sampension for et beløb i omegnen af 5 mia. kr. En ganske god forretning for sælgeren. Nu seks år senere – sælger Advent/Sampension KMD videre – til den industrielle samarbejdspartner NEC for 8 mia. kr.
Dermed er det tidligere kommunalt ejede it-selskab blevet fire gange mere værd på 10 år.
Adm. dir. Eva Berneke, KMD, siger:
”Da vi blev solgt i 2009, gik vi fra at være ejet af kommunerne til at blive ejet af en kapitalfond. Det var et stort skifte for virksomheden. Inden vi blev solgt, var vi specialiseret i at servicere kommunerne. Vi kiggede stort set ikke andre steder hen. Det var ligesom i et fasttømret ægteskab. Vi blev solgt – privatiseret. Det betød to ting. Kommunerne skulle have nye leverandører. Hvis KMD kun var næstbedst, kunne kommunerne vælge en anden leverandør. Den anden ting var, at KMD skulle finde nye kunder og vinde dem på nye, kommercielle vilkår. Det var et kæmpe skifte for os som tidligere kommunalt ejet virksomhed at skulle finde nye kunder uden for kommunerne og vinde nye kommunale opgaver i EU-udbud. Det er den type forandringer kapitalfonde er gode til at lede.”
”Det skabte et helt nyt værdisæt hos os. KMD skulle finde ud af, hvad vi var gode til. Det var nødvendigt, da vi skulle finde nye kunder uden for kommunerne. Det var den rejse vi begav os ud på i 2009, og som vi stadig er på. I dag har vi godt halvdelen af vores omsætning i kommunerne. Den anden halvdel består af statslige kunder og private kunder – især inden for finansverdenen. Det vil sige, vi gennem 10 års ejerskab med kapitalfonde har formået at skabe næsten halvdelen af vores omsætning uden for kommunerne,” siger Eva Berneke.
 
Privatiseringen
Med privatiseringen af KMD i 2009 og oprettelsen af KOMBIT, som på vegne af kommunerne  varetog indkøb af de nye monopolsystemer efter EU-udbud, mens kommunerne agerer markedsorienteret på andre fagområder, enten hver for sig eller i fællesskaber.
KMD havde en omsætning på 5,6 mia. kr. i 2017 og er Danmarks største it-selskab. Eva Berneke er godt tilfreds, ja vel nærmest stolt over, at NEC har fået øjnene op for KMD´s kvaliteter. I sommeren 2018 udgav FN en undersøgelse, der placerede Danmark på en førsteplads inden for digitalisering af den offentlige sektor. Ifølge Eva Berneke sidder en hel verden uden for Danmark og kigger på disse resultater.
 
NEC fremhæver Nordeuropa
I NEC´s pressemateriale og baggrundsmateriale efter opkøbet af KMD, fremhæver den japanske gigant Nordeuropa som det fremmeste område at udvikle digitaliseringen i Europa. For halvandet år siden købte NEC det engelske selskab Northgate Public Services (NPS) (der minder lidt om KMD i DK. red), og NEC ser en synergi mellem de to selskaber – KMD og NPS. Så for første gang i 10 år befinder KMD sig nu i et ejerskab, hvor de ikke skal sælges videre, men hvor de skal udvikles.
”Jeg har været på rundtur i vores virksomhed. Der er en helt utrolig positiv stemning omkring dette opkøb. De synes, det er det helt rigtige efter 10 års ejerskab med kapitalfonde. Folk byder sig til. De vil gerne løse opgaver sammen med japanere. NEC er en meget stor virksomhed, med rigtig mange nye teknologier, som vi i KMD ser frem til at udvikle løsninger med – og som også vil kunne bruges af danske kommuner,” siger Eva Berneke.
 
3 mia. kr. investeret siden 2012
Siden 2012, da KMD blev solgt til amerikanske Advent/Sampension, har kapitalfonden investeret 3 mia. kr. i KMD. 1,6 mia. kr. er blevet brugt til opkøb af i alt 15 virksomheder.  KMD’s største division er i dag Local Government, som blandt andet bygges op om Avaleos Nexus-system på sundhedsområdet og UVdatas skolesystemer.
Eva Berneke: ”KMD er Danmarks største it-selskab, som står på to ben med i alt 3200 ansatte i koncernen. Vi er både stærke inden for den offentlige sektor og private virksomheder. Vi er et softwarehus, et produkthus, sælger konsulentydelser og vi har it-drift og infrastruktur. Men vores kerneforretning er levering af softwareløsninger.”   
”Vi har verdens mest digitale samfund, en række digitale velfærdsydelser og en række vitale samfundsløsninger, der også er digitale. Det sidder resten af verden og kigger på. Ikke kun fordi det er mere effektivt, og mere retfærdigt, men fordi det også giver større kundetilfredshed. Denne udvikling har KMD været en del af, og den strategi, som KMD har for 2019, fortsætter. Det er ”business as usual”. NEC er meget interesserede i de digitale platforme, som KMD har udviklet. De vil gerne brede disse løsninger ud til mange lande,” siger Eva Berneke.
NEC er meget interesserede i langsigtede investeringer. Selskabet er ikke kun interesseret i eksport. De vil også gerne levere til det danske marked.
”De danske kommuner er en del af vores kerneforretning. NEC har købt KMD med den strategi vi har. Vores opgave er at fortsætte i det spor som hidtil. At vi bliver ved med at levere softwareløsninger til offentlige og private kunder. NEC er interesseret at KMD bliver ved med at være en platform for digitale løsninger til det offentlige. Der sker mange spændende ting på det offentlige it-marked. Både inden for sundhed og jobmarkedet.”
 
KMD investerer 300 mio. kr. om året
KMD investerer 300 mio. kr. om året i udvikling af produkter og services. 
”Det danske marked er rigtig spændende. Der er mange leverandører, som gerne vil levere til kommunemarkedet. Der er 02.19-udbuddet hos SKI, som mange leverandører flokkes om, fordi kommunerne ikke skal i udbud, når de køber ind på denne aftale. Kommunerne er lykkedes med at få mange leverandører på markedet og at få dem til at byde på opgaver. Samtidig er kommunerne også blevet gode til at gå sammen på markedet om at købe ind i fællesskab. Der er syv kommuner, som er gået sammen om et ERP-udbud. Der er DIGIT med et nyt ESDH-udbud, hvor 12 kommuner køber ind i fællesskab. Der er lavet fællesskaber om social og sundhed. Det er en rigtig god måde at gøre det på, og det holder vi øje med.”
”Jeg synes man skal passe på med at re-monopolisere. Nu har vi været igennem et monopolbrud. Skal vi så til at bygge nye op? Hvorfor skulle Aula være en monopolløsning? Det kunne være 20 it-chefer ville lave en fælles løsning i 20 kommuner, hvorfor skulle de så ikke have lov til det. Der var et velfungerende marked for kommunikation mellem forældre og skoler. Kommunerne kunne vel finde ud af at få en velfungerende løsning. Jeg forstår slet ikke at Aula skulle være et monopol,” siger Eva Berneke.         
 
 
Fakta
 
KMD opkøb:
 
2013
› Medialogic
Udvikler software på arbejdsmarkedsområdet. 60 ansatte.
› Axapoint
Står med afsæt i rammearkitekturen bag organisations- og klassifikationsløsningen APOS2. Fem ansatte.
 
2014
› ScanJour
Udvikler it-systemer til sags- og dokumenthåndtering (ESDH) til den statslige sektor. 54 ansatte.
› Cenza
Står bag digitale HR- og undervisningsplatforme til den finansielle sektor i Danmark. To ansatte.
› Capevo
Udvikler digitale indberetnings- og selvbetjeningsløsninger til flere segmenter – særligt stat men også erhverv. 20 ansatte.
 
2015
› Avaleo
Udvikler software på sundheds- og omsorgsområdet. 53 ansatte.
› Neupart
Specialister i Information Security Management. Leverer digitalt understøttet it-risikostyring. 13 ansatte.
› Banqsoft
Udvikler softwareløsninger til styring af porteføljer i forbindelse med lån, leasing, engrosvirksomhed, bilparker og konti for finansieringsvirksomheder og banker. 141 ansatte i Norge, Sverige, Finland og Polen
› SAS Indkøbsanalyse
Overtager udvikling, drift, salg og markedsføring af SAS Indkøbsanalyse. Syv ansatte fra SAS Institute kommer til KMD.
› Formpipe - ’Kundespecifikke Løsninger’
Overtager java-enhed med en række statslige projekter og kunder. Otte ansatte fra Formpipe kommer til KMD
 
2016
› Edlund
Udvikler software til liv- og pensionsselskaber. 200 ansatte.
› EMT Nordic
EMT Nordic leverer softwareprodukter og konsulentydelser inden for energi- og forsyningsområdet. 20 ansatte.
› Facilia
Facilia udvikler software på a-kasseområdet. 20 ansatte.
› UVdata
UVdata udvikler software til institutions- og uddannelsesområdet, hvor kerneprodukterne ligger på folkeskoleområdet. 38 ansatte.
 
2017
› In2media group
In2media group består af tre selskaber, der arbejder med digitale kunderejser. 75 ansatte.
 
 
EU godkender opkøb
De europæiske konkurrencemyndigheder har godkendt, at japanske NEC har opkøbt det danske it-selskab KMD. Dermed er der givet grønt lys for, at KMD får nye japanske ejere.