Digitaliseringsmessen16: Pas på – der er droner i luften

Digitaliseringsmessen16: Pas på – der er droner i luften

På Ateas stand blev der fløjet med droner til den helt store guldmedalje. Deltagerne skulle dirigere dronen gennem plasticringen – ligesom vi kender det fra cirkus, hvor et dyr springer igennem ringen. Det var et ægte tilløbsstykke. Der var konstant kø ved dronerne. Og bare rolig - dronerne holdt sig bag netmaskerne.
Digitaliseringsmessen16 satte rekord i antal besøgende for ottende år i træk. Kun få uger efter annonceringen for Digitaliseringsmessen16 var kvadratmeterne i Odense Congress Centre solgt. I år var der 111 leverandører og syv alliancepartnere. Messen var et sandt overflødighedshorn af faglige indlæg, udlevering af små gadgets, karameller og chokolade og smoothies. 
Interessen fra leverandører og alliancepartnere og deltagerne har aldrig været større. Antallet af leverandører, som stillede op på Digitaliseringsmessen14, var 95, og der var seks alliancepartnere. I år var der 111 leverandører og syv alliancepartnere.
 
2227 mødte op
2227 mødte frem på messen og fik udleveret et navneskilt. Det kommunale it-marked forandres dramatisk i disse år. På bare 1½ år har 30 sjællandske kommuner indgået strategiske alliancer. Det svarer til to ud af tre kommuner på Sjælland og i Region Hovedstaden. Kommunaldirektørerne har givet grønt lys til disse samarbejder.
Det vil alt andet lige betyde, at der bliver konkurrenceudsat systemer og løsninger i betydeligt større klumper, end vi hidtil har været vant til. Vinderne af disse udbud tager en stor bid af det særlige marked på en gang. Samtidig betyder det også, at der vil blive stillet større krav til fagligheden blandt leverandørerne. Så konkurrenceudsættelse i stadigt større udbud er nok en trend, vi vil se mere til i de kommende år.
I Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening, (DSD), med Hvidovre som bannerfører er de i gang med et udbud om Elektronisk Omsorgs Journal System (EOJ) system. Her skal indføres Fælles Sprog III inden udgangen af 2017. Efter udbudsmaterialet er skrevet, har DSD inviteret andre kommuner uden for foreningen med. Fire kommuner – Allerød, Frederikssund, Tårnby og Stevns kommuner er gået med. I alt 13 kommuner er nu med. Vinderen af det kommende udbud vil tage en anselig bid af markedet.
Det er klart, at det skærper interessen fra leverandørerne.
Men deltagerne fra kommunerne er tilsyneladende også umættelige. De kan ikke få nok informationer. De går rundt og oser og falder forbi standene og får en faglig sludder. Hvad er Fælles Sprog III? Nogen der ved det? En faglig metode til registrering af patienter på pleje og omsorgsområdet, så kommunerne opnår større datakvalitet i indsamlingen af data om patienterne.
Digitaliseringsmessen´16 tilbød også guidede ture. I år var der lange køer med deltagere, som gerne vil kunne finde de rigtige indlæg eller de rette produkter, og blive guidet rundt, inden de begav sig ud på egen hånd.
 
KITA
Kommunale IT-Chefer (KITA) havde vanen tro valgt at tilbyde deres stand til offentlige digitaliseringsfællesskaber. OS2 fællesskabet, SBSYS, ØS Indsigt og Open Data havde taget imod invitationen. OS2-fællesskabet har i dag 55 medlemskommuner og 12 open source produkter i porteføljen. 30 pct. af medlemmerne har tre eller flere OS2 produkter i drift i kommunen.
Brugerklubben SBSYS er en forening for fællesoffentligt samarbejde. Løsningerne er implementeret i 31 kommuner og en region, der bruger systemerne til dagligt.
Rambøll-rapporten ”IT i Praksis 2016” fortæller, at 56 pct. af borgerne ikke kan få løst deres opgave et sted, når de henvender sig til det offentlige. Og 69 pct. af borgerne fortæller, at de skal selv sikre sammenhængen i deres serviceleverance fra det offentlige.
Rambøll-rapporten har spurgt 2000 borgere. 
 
 
Fingeraftryk og foto i samme maskine
Biometric Solutions udstiller en ”biometristation”, der har de nødvendige funktioner til at udstede alle typer ID-kort og papirer. Pas, kørekort, visum, opholdskort og andre ID-papirer. Fingeraftryk scannes og foto tages på stedet og data bliver automatisk overført til den relevante ansøgning i it-systemet. 24 kommuner bruger det system. Henrik Kromann fra firmaet viser, at de også har en mobil udgave. Så kan man udstede pas og kørekort dér, hvor folk bor.
Den findes i tre versioner. En biometristation, en bordstation samt en rejsekuffert til mobil borgerservice.
TDC Erhverv var også med på messen. Digital Velfærd hed en del af standene. Andetsteds i magasinet er der en ny historie fra Sæby Ældrecenter, (læs side 24) hvor virksomheden i samarbejde med Sekoia er i gang med at implementere touchskærme til medarbejdere og de ældre beboere. TDC har ansvaret for implementering og support af løsningen, mens softwaren er udviklet af Sekoia.
 
Smart City
TDC Erhverv havde også Smart City-projekter med på standen.  “Internet of Things opererer med en tredobbelt bundlinje,” siger Søren Nørgaard Madsen, IoT & Smart City Strategist i TDC Erhverv.
Den første bundlinje hedder miljø. Byer udvikler sig konstant, men indenfor Smart City-visionen er det vigtigt, at væksten er grøn og bæredygtig. Den anden bundlinje hedder livskvalitet. At bo i byen kan være forbundet med mange gener – eksempelvis forurening, støj og trængsel. Smart City forsøger at reducere disse gener, så borgernes livskvalitet bliver forbedret. Den tredje bundlinje hedder økonomi. Der er intet vundet ved at skabe nye løsninger i vores byer, hvis ikke løsningerne er mere økonomisk attraktive, end de alternative der eksisterer i dag.
“Særligt for den offentlige sektor, spiller alle tre bundlinjer vigtige roller. Arbejdsvilkår for det offentlige er, at byens borgere bliver flere og flere, ældre og ældre og forventer en højere og højere grad af service – alt imens de offentlige budgetter bliver mindre og mindre fra år til år. Den ligning vil kun gå op, hvis byerne lykkes med at implementere nye IoT-løsninger, der kan forvandle en almindelig by til en Smart City.”

De syv alliancepartnere i år: Atea, Digitaliseringsstyrelsen, Ditmer, KMD, KOMBIT, PWC og SE CloudFactory
Digitaliseringsmessen arrangeres i fællesskab af KL, Borgerservice Danmark, og KIT@.
 
Af Flemming Kjærsdam