Bredbåndskonsulent i Guldborgsund: ”Spændende investering fra Fibia”

Bredbåndskonsulent i Guldborgsund: ”Spændende investering fra Fibia”

Bredbåndskonsulent Niels Kjærgaard Guldborgsund Kommune understreger, at kommunen er teknologi- og leverandørneutral. Han synes dog, det er interessant, at Fibia nu vil udbrede fibernet til alle andelshavere i Seas NVE på Sydhavsøerne.
”Det er markedskræfterne, der afgør i hvilke områder deres teknologi rulles ud. Jeg synes det er spændende, at Fibia nu melder ud, at de vil dække alle husstande, da jeg jævnligt oplever at blive kontaktet af husstande, der er frustreret over, at de kan se hvordan der graves fiber ned, men at deres egen husstand ikke kan komme i betragtning. Flere husstande tilkendegiver ligeledes en øget betalingsvilje til at få fiber. Der har dog været rigtig god interesse fra en række leverandører af fast trådløst bredbånd til at dække de adresser, som Fibia ikke har haft mulighed for at dække”, siger Niels Kjærgaard.
Guldborgsund Kommune er en af de kommuner på Sjælland med de bedste internethastigheder. Der har som nævnt været en række mindre leverandører af fast-trådløse forbindelser, der har leveret i landområder, hvor de traditionelle udbydere ikke har leveret hurtigt internet. 
”Jeg kender ikke de endelige kriterier fra Fibia. Men jeg ser frem til at høre nærmere. Fibia, de øvrige leverandører og Guldborgsund Kommune har en fælles interesse i at få hurtigt bredbånd ud til så mange som muligt. Vi er ikke gift med Fibia. Ej heller med andre leverandører. Vores vigtigste opgaver er at få synliggjort over for leverandører, at Guldborgsund Kommune er et område, der er interessant at investere i,” siger Niels Kjærgaard.
I 2017 opnåede Guldborgsund Kommune at få Teleprisen 2017 fra IDA Tele. Kommunen har indtil nu skaffet 7.000 husstande hurtigt internet.
”Forleden blev jeg ringet op af en glad borger, som havde fået 90 Mbit/s på en fast-trådløs internetforbindelse. Han havde hidtil haft 5 Mbit/s. Det gør en kæmpe forskel, fordi man kan udføre sit arbejde hjemme fra,” siger Niels Kjærgaard, som har været bredbåndskonsulent i Guldborgsund Kommune i tre år. 
Guldborgsund Kommune forventer, at op mod 98 pct. af kommunens borgere i 2020 vil have adgang til hurtigt bredbåndsinternet.
   
 
Kommunen har indtil nu skaffet 7.000 husstande hurtigt internet.